Clairvoyance er evnen til at se andre lag af virkeligheden end dem, der normalt er synlige for den menneskelige synssans. Gennem clairvoyance kan der hentes oplysninger om livsvilkår, helbred, forhold, job, interesser, fortid, fremtid, problematikker og potentielle muligheder.
Oplysningerne stammer fra menneskets udvidede legeme: de lag af tanker og følelser, vi hver især består af ud over det fysiske legeme. At være clairvoyant vil sige at kunne få adgang til information i disse lag.
Doseringen af oplysninger er altid et samspil mellem dig og mig. Du får ikke information om emner, der ikke gavner din situation. Den ubevidste intelligens, du besidder i det ikke-fysiske legeme, sørger for dette, så du kan gå fra clairvoyancen med idéer, værktøjer og inspiration til din livssituation.
Ved en clairvoyance hos mig vil du opleve etisk korrekthed, en humoristisk atmosfære og klare, konkrete beskeder leveret med mig som kanal. I samarbejde med den åndelige verden giver jeg dig de beskeder, du har brug for lige nu. Det er ikke mig, der bestemmer, hvad jeg skal videregive, eller hvad jeg må få svar på.
Det hænder, at der kommer en afdød igennem, når jeg arbejder spirituelt. Som medie kan jeg høre budskaber fra sjæleverdenen. Det er ikke tale, som vi kender det fra hverdagen, men mere tanker, idéer, tegn og symboler, der telepatisk modtages i sindet og registreres som tale, syn, følelser eller fysiske sansninger.
Jeg beskriver den afdøde for dig, så du kan genkende personen. Når du har genkendt den afdøde, lader jeg mig overskygge og formidler den konkrete besked videre til dig i kærlighed fra den afdøde.
Min erfaring er, at de ofte står i kø på den anden side for at komme i kontakt med deres kære og, hvis det er nødvendigt, give et kærligt skulderklap til at komme videre med livet. Afdødekontakt kan også undgås, hvis du bevidst frabeder dig det.
Det vigtigste for mig er, at du føler dig velkommen og er åben over for den åndelige verdens beskeder uden at forvente noget bestemt. Clairvoyance og afdødekontakt er et hjælpemiddel, hvis du føler, at du er gået i stå, har brug for hjælp til at komme videre eller ønsker beskeder fra afdøde.
Clairvoyance giver dig muligheder, men tager ikke beslutninger for dig. Du har din frie vilje og retten til at leve dit liv, som du finder bedst og mest hensigtsmæssigt. En seance med clairvoyance og afdødekontakt, hvis ønsket, tager normalt omkring 45 minutter.
Ring og book